Rekordordre til Brimas

16/1 - 2012

Brimas A/S starter 2012 med rekordordre til laboratorievirksomheden Eurofins

Den østjyske smede- og maskinfabrik, Brimas A/S har netop underskrevet den største ordre i virksomhedens historie.

Produktudvikling gjorde forskellen

I Brimas´ afdeling for kundespecifikke emner i bl.a. rustfrit stål til levnedsmiddelindustrien, er der i disse dage stor glæde.
Virksomheden har netop indgået aftale med laboratorievirksomheden Eurofins om levering og montering af 480 specialfremstillede klimakamre, som man anvender i laboratoriet, når man skal undersøge for afgasning af kemiske stoffer fra produkter.

Eurofins er verdens førende laboratorievirksomhed inden for afgasningstest, og med den igangværende udvidelse vil Eurofins være den klart største på verdensplan – med en kapacitet, der er mere end fire gange så stor som den næststørste aktør på markedet.

Produktionschef Søren Junker Nielsen fra Eurofins udtaler >> Brimas er kendt for, at levere kvalitetsprodukter til aftalt tid og pris. Det er ufravigelige krav, som vi stiller til vores underleverandører -  og den afgørende grund til, at vi gik i dialog med Brimas i projekterings- og tilbudsfasen.

Herudover har det vist sig, at det koncept, som Brimas har, passer perfekt til vores måde at arbejde på.
Brimas gik med det samme i dialog med os for, ”at give os et bedre produkt til en billigere pris” gennem produktudvikling. Processen og dialogen har hele vejen igennem været rigtig god, og vi glæder os til samarbejdet.<<

Forretningskonceptet virker!

Produktionschef Jakob Hansen supplerer >> Vi har haft et rigtigt godt 2011. Vi har erobret væsentlige markedsandele, men først og fremmest kan vi konkludere, at vores forretningskoncept fungerer perfekt. Vi har et ufravigeligt krav til alle ansatte, nemlig at de skal have en håndværksmæssig uddannelse inden for metalforarbejdning. Herudover opererer vi ikke med specialfunktioner, hverken på kontoret eller i produktionen. Det tiltaler kunderne, at de har en fast kontaktperson, samtidig med, at projektlederen kan hjælpe med, at finde frem til den optimale produktionsmetode og produktudvikling. Det giver kunden en ekstra værdi <<

Brimas A/S laver alle tænkelige former for specialopgaver i rustfri stål, aluminium og sort stål. Virksomheden beskæftiger p.t. 40 medarbejdere.