Overskudsdeling til medarbejderne

31/3 - 2010

Den østjyske smede- og maskinfabrik, Brimas A/S fortsætter den positive udvikling i aktiviteterne og øger omsætningen.

2009 har været et spændende år, hvor Brimas har sikret sig nye markedsandele, således at virksomheden har været i stand til at fortsætte sin vækst.

Løbende produktivitetsforbedringer har været med til at sikre, at virksomheden fortsat kan levere kvalitet til konkurrencedygtige priser, samtidig med at virksomheden tjener penge. Årets resultat udgør et overskud før skat på 1.350 t.kr., hvilket ledelsen betragter som tilfredsstillende.

På spørgsmålet om, hvorfor Brimas kan vækste i en tid, hvor andre er trængte, udtaler direktør Peter Iversen >> Siden firmaets start i 1998 har vi fokuseret på at skabe mest mulig værdi for vore kunder i form af levering af ønsket kvalitet til aftalt tid og pris. Det har gjort, at vi ikke har mistet kunder, men øget antallet af kunder i en tid med økonomisk krise.

Overskudsdeling til medarbejderne

Hos Brimas A/S kan det betale sig at yde en ekstra indsats. Adm. direktør Thomas Iversen udtaler >> Der er mange ting, vi gør anderledes end vore kolleger, og en af tingene omfatter overskudsdeling. Det er glædeligt, at vi i denne tid har mulighed for at udbetale en bonus til vore dygtige og loyale medarbejdere. <<

Kilde: Børsen